To blev til een – men kun adressen …

Melanie og Lullu deler adresse, men ikke kundekartotek.

Frisørsalonerne, Twilight Zone ved Melanie Maass og Art of Hair ved Lullu Ljørring, deler samme adresse, men de er stadig to selvstændige virksomheder med de samme ejere som hidtil.

1. december 2023 var der skabt plads til to frisørstole mere i lokalet Ved Trappen 8 i Nordby. Inden denne dato havde salonen udelukkende huset Lullu Ljørrings frisørsalon, Art of Hair.

Et telefon-opkald ændrede pludselig hele situationen for Lullu, der har været selvstændig frisør gennem mere end 28 år, både i Esbjerg med flere ansatte, og nu på Fanø uden. 

Opkaldet kom fra en anden lokal frisør midt i Nordby, hvor Salon Twilight, ved Melanie Maass. Melanie havde fået en genial idé – i hvert fald ifølge hende selv. 

Efter 10 år på adressen i Hovedgaden havde hun brug for forandring, og mente at det var tid til at opsige lejemålet i Hovedgaden. Hun ville gerne forene det selvstændige arbejdsliv med en god kollega og sparringspartner – men uden alt det, der følger med at have ansatte. Altså to frisører, med hvert deres kundekartotek under det samme tag.

»Der blev helt stille i telefonen – lidt for stille«, griner Melanie. Lullu skulle lige tænke sagen igennem, men hun fik ret hurtig ringet tilbage for at give Melanie medhold i, at det rent faktisk var en rigtig god idé. Så var der kun én vej, og det var fuld fart frem. Melanie havde 1/2 års opsigelse på lejemålet i Hovedgaden, så der var lige lidt praktik, der skulle på plads inden to adresser blev til een.

De to frisører har krydset hinandens veje i løbet af deres karrierer – blandt andet søgte Melanie, som helt ung læreplads hos Lullu i Esbjeg, og de har fulgt hinanden lidt på afstand. Måske var det også derfor, at det ikke virkede helt ved siden af at »flytte sammen«.

»Det er helt uden jalousi eller konkurrence, vi har stadig hver vores kundekreds og hvert sit bookingsystem, men vi hjælper meget gerne hinanden, hvor vi kan. Tværtimod oplever vi at vi kan inspirere hinanden,« siger Lullu.

Man mærker hurtigt at de to har fundet den gode rytme sammen. »Vi er på samme tid forskellige og tænker meget ens. Vi har samme humor, spiser de samme ting og har begge et stort drive«, siger Melanie. 

»Men mest af alt har vi en stor respekt for hinanden«, siger Lullu. »Og så har vi begge en kæmpe kærlighed til vores håndværk«, slutter Melanie. 
Helt sikkert det helt rette udgangspunkt for et, på alle måder, sundt arbejdsmiljø i det fine lille »frisør-hus« midt i Nordby.

Tekst og foto: GV