Rødding Højskole og Danmarksspillet

De tre skønne, unge mennesker er fra venstre: Frida Kjelsmark, Jacob Trock og Laura Jahn.

 

Tirsdag den 26. april, kort før lukketid, blev jeg ringet op på Ugebladet. I røret havde jeg en ung pige, der ville høre om vi kunne mødes i løbet af meget kort tid. 

Gennem telefonen fik jeg guidet Laura, som pigen hedder, og hendes to rejsepartnere fra færgen og op igennem Hovedgaden, og sprang på min cykel for at mødes med de tre friske unge mennesker, der havde fundet en bænk i solen foran Haven, hvor de ventede på mig.
Det viste sig, at de alle tre er på et ophold på Danmarks første højskole, Rødding Højskole, og her var alle eleverne dagen forinden blevet sendt på en mission, inspireret af Danmarkspillet, som er et brætspil, hvor du rejser rundt i Danmark. Det går ud på at lægge en fornuftig rejseplan og vinde spillet. Bruge sit netværk og komme rundt i landet uden at bruge offentlig transport og uden penge.
En af udfordringerne, der kunne indbringe ekstra point var at besøge en ø uden bro, og derfor valgte de tre Fanø fremfor Rømø. Inden deres ankomst til Fanø havde de både været i Silkeborg og Løgstør.
De havde klaret sig uden at bryde den lille pose penge, der indeholdt en nødration på 150 kr. 
Velvillige folk havde samlet dem op i deres biler, når de havde set dem på bedste »blaffer-manér«, med deres papskilte i vejsiden, og flere havde forbarmet sig over dem og givet dem en skilling til at stille sulten. 
En overnatning, i huset af forældrene til en tidligere elev,  var natten forinden et kærkomment stop, inden den næste dags udfordringer.
De unge mennesker var helt vildt overvældede over den velvilje og hjælp de havde modtaget, og af de mange venlige sjæle de havde mødt på deres vej. De havde udelukkende  godt at fortælle om deres oplevelser, inden de atter ilede mod færgen, for at nå hjem og forhåbentlig vinde spillet i Rødding.

Tekst og foto: GV