Vi er vist mange på denne ø, der tænker tanker om, hvilken slags turisme, vi ønsker os. Og dermed også HVEM vi ønsker at få besøg af. Jeg er en af dem, der overvejer disse spørgsmål. Jeg stiller mig bl.a. dette spørgsmål: hvad med de unge, fx dem, der er ca. 16-18 til 30 år? Hvad er attraktivt for dem? Hvilke tilbud er der til de unge turister og dermed også til øens lokale unge.
Det fik mig til at erindre, hvad jeg selv havde gang i, da jeg var ung. Derfor en lille beretning om et stykke af mit liv for ca. 100 år siden.

GOKKEN er det, der først dukker op i mine kringlede hukommelseskroge. »Vil du med på GOKKEN i aften« var en hyppigt forekommende sætning der midt i tresserne.
»Pelargoniehuset« hed det jo egentlig. Et MEGET pænt sted for velhavende turister i den første halvdel af 1900-tallet. En kæmpestor veranda i Hotel Kongen af Danmarks stueetage, med en laaang række vinduer i hele den side, der vendte direkte ud til Strandvejen. Jeg forestiller mig, at det var et fint konditori (ordet café fandtes vist ikke dengang?) Damerne drak kaffe med hattene på. Hvis deres mænd var med, har de helt sikkert taget hattene af!
Jeg ved ikke, om der også jævnligt kom lokale indvånere. Men een gang om året kom de i hvert fald. Da var nemlig alle øens nationalklædte fine damer inviteret til kaffe den sidste dag, inden hotellet skulle lukke for sæsonen. Alle damerne fik en af de pelargonier, der havde pyntet på verandaen hele sommeren, med hjem. Et herligt foto kom der ud af det: hele forsamlingen på »Kongen’s« trappe (se billedet på næste side).

Mange år senere var der en helt anderledes slags liv og glade dage på Pelargokken – med et ikke helt så pænt publikum. Høj musik, dans, øl og flirt. Jeg husker ikke, om der ligefrem var musik hver aften om sommeren, men jeg husker det som ALTID. Vores forældre var vist ikke helt trygge ved det sted. Man blev ikke betragtet som en rigtig pæn pige, hvis man smuttede derud i tide og utide. Men vi kom der! Også os meget »pæne piger«. Ordet diskotek var vist endnu ikke kommet på mode. Men Gokken lignede sådan et.
Senere (slut tresserne?) kom der et rigtigt diskotek i Kurhotellets kælder med indgang i den sydlige gavl. Der fik jeg arbejde en sommer som servitrice. Uniformen bestod af en meget lårkort lyseblå nederdel med et stort tal midt på maven. Jeg fik nummer seks. Jeg var dog kun ansat en eftermiddag. Da jeg glad viste min uniform frem til mine forældre skete der nemlig det, at min far venligt men meget bestemt beordrede mig til at aflevere den mædevuns og finde mig et mere anstændigt sommerferiejob!
Inden diskoteket på Kurhotellet var der baller i den store sal midt i bygningen. Det var fornemme omgivelser, hvor der havde været bal i den borgerlige, da hotellet blev bygget 60-70 år tidligere. Men nu var det de unge, der fik indtaget stedet. Højt til loftet med søjler og krummelurer. Palmer!?? Og i hvert fald høj musik.
Jeg ved ikke, hvor længe den kultur varede. Men i begyndelsen af 70erne kom der andre boller på suppen. Der blev indrettet et casino i hotellet. Og endnu senere var der striptease med live-sex på scenen. Jo jo – det var skam avanceret. Tror dog ikke der kom så mange unge på det tidspunkt. De 18 til 30-årige har som regel ikke råd til den slags udskejelser.
Til gengæld var der masser af tilbud inde i byen. Dansant på Hotel Nordby (nu Danibo) tre gange om ugen. I weekenderne. Og om onsdagen var der »bal for de unge på fyrre«. Det var som regel »Fulde Jakob«, der spillede til ballerne. På flyglet, der stod oppe på den lille scene i salen. (Undskyld, Jakobs efterkommere, jeg ved ikke engang, hvad han rigtig hed. Han var en gudbenådet klaverbokser og venligheden selv!)
Der var et myldrende liv på havnefronten. Vi skulle jo nødig gå glip af noget. Så vi rendte frem og tilbage mellem hotellet og Krogården for at få det hele med. Ingen bal på det tidspunkt på Krogården. Men rafling og øl. Og måske var det jo lige der, han var … ham der, jeg havde set tidligere på dagen på gaden eller i Toves Gavebod, hvor jeg ekspederede om dagen. Det kunne også være, at jeg havde set »ham« ude på stranden. Jeg havde nemlig en sommer et andet job: jeg blev udstyret med en rød og hvid-stribet kjole og en kæk lille skråhat, der matchede kjolen. Jeg skulle gå rundt på stranden som en vandrende reklamesøjle for BT. En stor taske med aviser over skulderen. Men det var slet ikke meningen at jeg skulle sælge dem. Bare vække opsigt. God motion at rende op og ned ad klitterne. Håber, jeg også fik en ordentlig hyre!!!
Og hvad lavede de lokale drenge, når nu deres lokale piger var begyndt at rende efter fremmede (lidt ældre) drenge? De rendte efter de fremmede Esbjerg-piger. Jeg ved det. For min egen mand var forlovet med en af dem.
Hvad er der af liv på havnefronten om aftenen i vore dage??? Ikke noget. Der er helt dødt. Kun lidt trafiklarm, når færgerne har spyttet bilerne ud. De er da skønne, de der sæler der ligger ude på Søjorden. Men sexede er de sgu ikke!! 
I nogle år var der også bal i salen på Sønderho Kro. Det var vældig eksotisk at rejse en lang tur derned med bussen. Engang havde vi varmet op hos en klassekammerat, som boede på Havnebakken. Der hvor der nu er skrædderi og arkitektfirma. Vi drak »flyvere« (citronvand med snaps). Jeg husker mest busturen til Sønderho, fordi chaufføren skældte mig ud for ikke at opføre mig ordentligt. Husker svagt salen på kroen, men det varede ikke længe, for jeg skulle bare kaste op. Gik rundt i gaderne og brækkede mig. Min dengang kæreste var sød. Han holdt mig venligt for panden hver gang der kom en skylle.
Mange år senere kom der diskotek Chaplin (det lilla hus i krydset ude i Rindby). Der kom jeg aldrig. Men jeg har hørt et det var et rigtig godt sted, hvor man sågar kunne få et lag tæsk, hvis man var heldig. Endnu senere var der diskotek i den gamle skole i Rindby (der hvor der nu er SOL OG STRAND). Der var jeg en enkelt gang en nytårsaften. Men da var jeg selv blevet en af de unge på fyrre. Der var også nogle år med diskotek i Krogårdens kælder. Men der kom jeg aldrig, fordi jeg havde klaustrofobi. Nu kommer jeg der gerne til fællesspisningerne.
Om vinteren var der noget længere imellem dans og musik. Men eleverne på navigationsskolen sørgede alligevel for gang i den. De var mange. Og giftelystne! De susede rundt på øen på cykler og smilede til byens unge piger. En del af disse piger blev indfanget som sømandskoner og blev boende på øen. Senere var det dem, der skabte liv og gode oplevelser. De dannede Sømandskoneforeningen og arrangerede revyer og baller i Strien. Og så var der NAUBALLERNE. Husker ikke, hvor mange gange om året, de fandt sted. Men de fyldte meget. Særlig nytårsaften var Hotel Nordby ved at vælte. Hvordan kan det overhovedet lykkes nogen at danne par i vore dage, hvor Navigationsskolen lukkede og slukkede!!!????
Fanø Boldklub arrangerede også baller. Måske var det faktisk dem, der var ved at vælte hotellet nytårsaftener år efter år!!?? (Hjælp mig alle jer, der er lige så tudsegamle som mig – med at huske det hele) Det legendariske jule-voksen-bal i Strien eksisterede i mange år. Det var årets højdepunkt at komme hjem og mødes med de andre, der havde forladt øen til daglig og med dem, der valgte at blive boende.
Efter diverse baller var det almindeligt at gå hjem og fortsætte festen i et af vores forældres huse. Så drak vi mere øl og måske ligefrem snaps. Ret vanvittigt, tænker jeg i dag som gammel kone, der helst ikke vil alt for sent hjem efter familiefesterne. Jeg husker engang, hvor mine gamle forældre, som på det tidspunkt var flyttet om på Grønnevej, stod op midt om natten og smurte madder til os. Mange madder! 
Spegepølse!
Om sommeren holdt turisterne fine baller på »Kongen«, tror jeg. Dem var vi ikke med til. Det var heller ikke os lokale, der spillede tennis. Og da slet ikke golf. Vi var bare caddier for at tjene nogle kroner. Jeg var også caddie en sommer. Slet ikke stærk nok til at bære de tunge golfbags. Men så kom mrs. Cornwall fra Chile med noget så eksotisk som en golfbag på hjul. SÅ blev jeg også caddie! Ville altid helst være der, hvor drengene var. Når jeg ikke skubbede rundt med mrs. Cornwalls bag, rev jeg hø på golfbanen. Ansat af legendariske PO, direktøren for Fanø Bad. Men meget har ændret sig. I dag er det SLET ikke bare de der rige køwenhavnere, der spiller bold. Og hø-rivningen foregår ikke ved håndkraft😊
Men tilbage til udgangspunktet: hvad pokker laver de i dag. De der unge mellem 18 og 30 med hormonerne på plads og i orden? Jeg tror på, at mange af dem er glade for naturen og fuglene. Men om natten er en enkelt natteravn ude i statsplantagen måske ikke så forfærdeligt interessant. Skal de virkelig nøjes med en omgang Vesterland og en enkelt weekend med fodboldcup!!!??

Mvh. Anette Elena Poulsen, Hotel Nordby’s datter.
Hjælp mig med alt det, jeg har glemt eller husket forkert