Gertrud Exner modtager hæderspris
TeaterBLIKs kunstneriske leder Gertrud Exner modtager Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris.
Hvert år offentliggør Wilhelm Hansen Fonden 5 kunstnernere, der modtager årets Hæderspris. TeaterBLIK er så stolte over at kunne fortælle at deres kunstneriske leder Gertrud Exner, i år modtager netop denne pris.
Priserne går til en række markante skikkelser indenfor både dansekunsten, teaterkunsten og musikkens verden. De og deres virke beriger det danske kulturliv, og samtidigt høster de anerkendelse i det store udland.
Om anerkendelsen siger Gertrud: »Det er med stor glæde, ydmyghed og taknemlighed at jeg modtager denne hæder. Et liv med scenekunst er op og nedture, hårdt arbejde og masser af tvivl og heldigvis også stor glæde. Glæde når man står overfor et lillebitte menneske som sammen med sin mor og far oplever scenekunst for første gang i sit liv, og når man checker ind på et bibliotek eller et medborgerhus en helt almindelige tirsdag, og får lov til at skabe lidt magi i et kort øjeblik sammen med de mennesker der er mødt op. Og rejserne til mange steder i verden, hvor forskelligheder og mangel på sprog ophæves gennem mødet med scenekunsten. Så føler man sig priviligeret.
Og så er det naturligvis også en stor glæde, at andre ser og påskønner det man arbejder og står for. Derfor vil jeg gerne takke Wilhelm Hansen Fonden for deres tro på kunst og kultur, og deres arbejde for at synliggøre det.
Også en kæmpe tak til alle dem, som har hjulpet mig gennem alle årene med at realisere mine ideer. Uden jer, vidunderlige kolleger, familie og venner, var der ikke noget at modtage priser for«.