Dokumentar-film om musikken, dansen, festen og traditionen

Uhrbrand, Lydom, Cahill – alias ULC Trio Sønderho Forsamlingshus, fredag d. 27. september 2024

Peter Uhrbrand, Sonnich Lydom og Seamus Cahill, alias ULC Trio – fejrer et unikt musikalsk samarbejde og markerer trioens debut-udgivelse »SIK OG SEJS« der kom på gaden for 25 år siden. CD’en er genudgivet i en remastered udgave med et par »bonus-melodier«, og arbejdet med coveret m.v. er – som det var tilfældet med den oprindelige version, smukt udført af den lokale billedkunstner/grafiker, Marie-Louise Exner, i et tæt samarbejde med den unge grafiker, Esben Løbner Rosenberg. Genudgivelsen af debut-CD’en SIK OG SEJS er generøst støttet af Fonden Gamle Sønderho og Sønderho Borgerforening samt Dansk Musiker Forbund.
Desuden spiller vi en del koncerter i 2024 og slutter »jubilæumsåret« med optagelsen af en dokumentarfilm om Fanøs unikke, levende og lokale musik, danse og festkultur. En nutidig og aktuel historie om en levende kultur og en stærk, stædig og engageret befolkning samt et lokalt samlingssted, der på bedste vis, dels er sit ansvar bevidst og dels igennem generationer har båret og støttet den lokale kultur omkring musik, dans og festkultur – Sønderho Forsamlingshus.
Det er en af øens lokale »drenge« – Anders Hestbek, der dels, har et familiært ben solidt plantet i både Nordby og Sønderho, der står for den film- og billed-mæssige del af projektet og desuden selv er musiker. Studio- og lydtekniker, Ole Ellingsgaard – der til daglig har sit arbejde på SydvestjyskMusikkonservatorium og som trioen kender sædelig godt, da Ole i sin tid, var lydtekniker på debut-CD’en, »SIK OG SEJS« – samt ved flere lejligheder har stået for trioens udgivelser bl.a. CD’en, »Spring« der i sin tid vandt adskillige priser ved Danish Music Awards – står for selve lydsiden af filmprojektet. Filmprojektet tænkes udført i et tæt samarbejde med Sønderho Forsamlingshus, og vi er enormt glade og taknemmelige for, at Fanø Sparekasses Fond har fundet projektet interessant, vigtigt og støtteværdigt med et beløb der betyder, at projektet vil kunne gennemføres på ordentlig og professionel vis. 

Fredag d. 27. september 2024
– bliver en aften med en mindre koncert-del med ULC Trio, hvorefter gulvet vil blive ryddet m.h.p. dans og FEST.

Når vi kommer tættere på 27. september, vil vi skrive lidt mere om arrangementet, filmoptagelserne og om, hvordan man evt. kan deltage i løjerne.

De bedste sommerhilsner.
Peter Uhrbrand, Sonnich Lydom, Seamus Cahill