Bliver Søren fra Fanø dette års Masterchef?

Søren Willadsen på 58 år har for længst fået Fanø helt ind under huden. For fire år siden flyttede han fra Esbjerg til øen sammen med sin kone Nina Villadsen, men Søren har kendt Fanø hele livet. Allerede i 1971 byggede hans forældre sommerhus her, og øen har siden haft en særlig plads i hans hjerte.
Nu bor parret i et smukt hus på Spelmanns Toft, hvor det store, lyse køkken er hjertet i hjemmet. Det er her, Søren tryller ved komfuret, mens han filmer sine kulinariske krea-
tioner til glæde for de mange følgere på madbloggen Gastromad.dk.
Kærligheden til mad startede i barndommen og mad har altid fyldt meget i Sørens liv. Allerede som barn i 70’erne var maden noget særligt hjemme hos familien.
»Mine forældre gik op i at gøre noget ekstra ud af weekenderne. De tog pænt tøj på og lavede spændende retter som snegle og engelske bøffer. Det var ret eksotisk dengang«, fortæller Søren.
Også ferierne satte deres spor på madglæden, når familien rejste til fjerne egne og smagte på lokale specialiteter.
Til daglig arbejder Søren som jobkonsulent ved Jobcenteret i Esbjerg, hvor han beskæftiger sig med sygedagpengesager. Men når arbejdsdagen er slut, står den på passionen for madlavning.
Det hele tog for alvor fart, da Nina foreslog ham at samle sine opskrifter ét sted. Søren var nemlig ofte den, gæsterne bad om at få opskrifter fra, og sådan blev Gastromad.dk til – først som et hyggeprojekt, men siden som en bibeskæftigelse med opskrifter fra hele verden, altid med Sørens eget twist.
Det blev hurtigt tydeligt, at Sørens mad-talent rakte længere end til familie og venner. Han blev nemlig opfordret til at søge ind i TV3’s populære madprogram MasterChef.
»Jeg sagde faktisk nej i starten. Det virkede lidt overvældende. Men da holdet bag programmet kontaktede mig direkte, besluttede jeg mig for at kaste mig ud i det«, siger Søren.
Optagelserne var intense med lange dage fra tidlig morgen til sen aften. Det var både fysisk og psykisk krævende – men også en oplevelse for livet.
Familien følger trofast med, når MasterChef ruller over skærmen mandag til torsdag fra kl. 19-20 på TV3. Særligt Sørens to »bonus-børnebørn«, Arthur på 10 år og Elliot på 8 år, er begejstrede. »De er mine største fans«, siger Søren med et smil.
For dem er det noget helt særligt at se Søren i fuld gang med gryder og pander i landets mest kendte madprogram. Men også venner og bekendte fra Fanø hepper på Søren, der sammen med Nina føler sig god taget imod på øen. Men de har også været rigtig gode til at engagere sig og benytte sig af det rige foreningsliv på Fanø.
Vil du også følge med i Sørens kulinariske eventyr, kan du finde MasterChef på TV3 og Pluto TV – og selvfølgelig besøge hans blog på: www.gastromad.dk.